Ellen Holm

11/28/2011

Pakkekalender

Pakkekalender på blogge fra 1. dec - 24.dec

Charlotte Kaae har taget initiativ til en pakkekalender. Den vil jeg selvfølgelig gerne støtte.
Jeg bidrager med en valgfri opskrift + garn dertil.

11/22/2011

Garn i luksusklassen

Forleden afslørerede jeg lidt om et nyt projekt. Jeg har nu fået tilladelse fra garnfirmaet Canard http://www.canard.as/ til at afsløre, at jeg er i gang med et sjal/tørklæde.


Her er der virkelig tale om garn i luksusklassen. Det består af 72% super kid mohair og 28% mulberry silke. Det er virkelig lækkert og resultatet bliver let og luftigt.



Opskriften skulle gerne være klar til messe i Vejle først i det nye år.

11/20/2011

Tunika/kjole

Projektet for Hjelholts Uldspinderi er nu ved at være så langt fremme i processen, at jeg kan fremvise den strikkede model.


Nu følger arbejdet med at få opskriften renskrevet, læse korrektur, læse korrektur endnu en gang osv. indtil jeg er tilfreds. Det er altid svært at få en opskrift skrevet så andre kan forstå, hvad man mener. Det er meget individuelt, hvordan man læser en opskrift. Derfor tilstræber jeg at opskriften skal skrives så enkelt som muligt.




Jeg er glad for at jeg allerede på nuværende tidspunkt er nået så langt med tunikaen/kjolen, idet andre opgaver presser sig på. Jeg kan ikke fortælle så meget om næste projekt, da jeg ikke har fået spurgt garnfirmaet, om det er i orden at jeg blogger om opgaven. Gives der grønt lys for at omtale opgaven, får I det straks at vide. Dog kan jeg afsløre at projektet er i luksusklassen.

11/14/2011

Nyt projekt for Hjelholts Uldspinderi

Jeg har travlt i øjeblikket, idet jeg arbejder på flere projekter.
Lige nu strikker jeg på en tunika/kjole, som jeg har designet for Hjeltholts Uldspinderi www.hjelholt.dk.
Garnet jeg bruger er Dansk Pelsuld, et lækkert og blødt uldgarn, der passer til p. 3-4.

Som sædvanligt, fristes jeg næsten til at skrive, strikkes tunikaen oppefra og ned. Jeg synes, det er en genial metode, idet man meget lettere kan kontrollere både vidden og længden. En anden fordel er, at der næsten ingen montering er. Et strikkeprojekt kan let stoppe når man når til monteringen, og får man ikke lavet monteringen helt perfekt, går det udover det færdige resultat.

Jeg har fået lov til at afsløre lidt om det nye design. Derfor får I et foto, der viser lidt om modellen. Jeg ved at når tunikaen er vasket og lagt ud til tørre, vil maskerne ligge fint og glatte, hvad de ikke just gør nu.


Min ældste datter, Amalie er så heldig at gå i gymnasiet med Anna. I går samlede pigerne ind til Dansk Flygtningehjælp i den by, hvor Anna bor.
Amalie blev hos Anna det meste af dagen, for Annas familie er gæstfri og godt selskab.
Da jeg hentede Amalie, blev jeg selvfølgelig inviteteret ind for at se værkstedet. Annas mor er nemlig keramiker www.keramikeren.blogspot.com. Trine, som jeg før har nævnt, laver nogle fantastiske ting. Jeg gik en runde og fortalte ivrigt Amalie, hvad jeg ønsker til jul. Jeg håber, hun fangede et vink med en vognstang.

Trine havde lige lavet julepynt. Det kunne jeg slet ikke stå for, så selvfølgelig kom der lidt med hjem. Måske skal de hænge på en gren eller måske skal de hænge i vinduet. Det vil tiden vise.

11/06/2011

Strikkeevent

I går var jeg inviteret til strikkeevent hos Joan, der har "Det gamle stuehus" i Snedsted.

Lækre strikkepinde fra Tasmanien
"Det gamle stuehus" er en hyggelig butik, hvor der foregår mange spændende arrangementer, såsom strikkecafé, filteværksted og mange andre kreative aktiviteter.
Stedet er superhyggeligt og man føler sig straks velkommen.



Jeg var inviteret derop for at fortælle om det at være strikdesigner og samtidig fik jeg lov til at vise mine modeller, og fortælle lidt om, hvilke strikketeknikker, der er anvendt.


Lige før jeg ankom, havde Trine, der har Bruuns Keramik, været der for at aflevere varer til Joan's butik.
Trine har værksted ikke så langt fra, hvor jeg bor og hun laver de skønneste ting.


Det var en rigtig hyggelig eftermiddag, hvor der blev startet flere strikkeprojekter. Bl.a. var der en, der startede på et dobbeltstrikket tørklæde (model Agnete). Her blev der så mulighed for at se lidt mere om, hvordan teknikken fungerer.
Det er dejligt at få lov til at give lidt af min viden videre.