Ellen Holm

3/14/2013

Workshop hos Garn Garagen i Vejen

Dorthe, der har Garn Garagen, er blevet spurgt om hun vil arrangere en workshop med vævestrik.
Derfor har hun været så sød at invitere mig til Vejen lørdag 23.03.13.

Du kan læse mere om arrangementet og tilmelde dig på www.garngaragen.dk





3/11/2013

Endnu en veloverstået workshop

Lørdag var jeg inviteret til at holde workshop hos Margrethe, der har boutique Rosenlund www.rosenl.dk. En skøn gårdbutik med et kæmpe udvalg af kvalitetsgarner. Gårdbutikken er helt sikkert et besøg værd.

17 strikkeglade kvinder var mødt op, og vi havde en rigtig hyggelig dag, takket være Margrethe, der havde gjort alt for at arrangementet skulle blive vellykket.
Der blev strikket prøver i vævestrik, og deltagerne var særdeles motiverede.



Der opstod lidt forvirring omkring linnedstrik, og jeg lovede at komme med en opfølgning her på bloggen.
Opskriften I fik i kompendiet, er rigtig. Dvs. der slåes op med farve A og strikkes de 2 pinde. Herefter skiftes til farve B og de 2 pinde gentages.

Ønsker man mønstret strikket med 3 farver strikker man på følgende måde. Der slås et ulige antal m op med farve A og strikkes vrang tilbage. Herefter fortsætter man efter diagrammet.


Håber ikke, at dette har skabt alt for megen forvirring.

Tusind tak til alle deltagerne. Det var dejligt at møde så interesserede og ivrige strikkere som Jer. Også tusind tak til Margrethe for invitationen, og skulle du vove et lignende arrangement en anden, stiller jeg gerne op igen.




3/08/2013

Poncho til Strikkemagasinet nr. 10

I går modtog jeg en stor portion garn i forskellige kvaliteter fra Gepard, og i dag har jeg lavet strikkeprøver til en poncho, som Strikkemagasinet har bestilt til magasin nr. 10.

Det er skønt og inspirerende at få en masse garn at vælge imellem, så det endte faktisk med, at jeg designede 2 forskellige modeller. Nu er jeg spændt på, hvilken model redaktøren vælger.




3/04/2013

Veloverstået workshop

Lørdag mødte 12 strikke-/snakkelystne kvinder op for at deltage i min workshop. Det blev på alle måder et vellykket arrangement, takket være en positiv og imødekommende indstilling fra samtlige deltagere.

Tusind tak til alle jer, der deltog og med jeres gode humør var med til at alle havde en god dag. Også tak til jer, der har skrevet nogle positive indlæg. Hvor føler jeg mig heldig og priviligeret over at have mødt jer allesammen.

Nu glæder jeg mig til på lørdag, hvor hele arrangementet gentages hos Margrethe.