Ellen Holm

5/16/2012

Nyt til Strikkemagasinet

For første gang har jeg lavet noget til Strikkemagasinet, nemlig en kjole.

De har bestilt kjolen i plus størrelse, dvs. den går fra 110-130 cm i brystvidde. Det er første gang, jeg laver noget i plus størrelse, så det har været en spændende opgave. Det er jo ikke blot, at regne modellen ud i andre størrelser, men der skal også tages højde for, at modellen skal være klædelig, selvom man har runde former.

Kjolen er strikket i shetlandsuld fra Kare Noe. Jeg kan selvfølgelig ikke vise billeder af modellen, men I får lige en lille smagsprøve for at se, hvilken farve jeg har valgt.



5/14/2012

Veloverstået uldfestival

Jeg er nu ved at være færdig med at pakke ud efter en forrygende weekend i Saltum

Tusind tak for jeres gode forslag til præsentation af mine modeller. Valget faldt på tørresnorsmodellen, som Karin var så sød at forslå.
Det var faktisk en god idé, da der ikke var så megen plads at gøre godt med, og det var nemt at tage modeller ned, når nogen gerne ville prøve.




Jeg er helt overvældet over så mange, der valgte at kikke forbi min stand og lod sig friste til at købe en opskrift. Hvis alle får strikket efter, de opskrifter de købte, vil der efterhånden være mange Karla'er i gadebilledet. Det er jeg selvfølgelig både beæret og stolt over.
I det hele taget blev mine opskrifter godt modtaget og positivt kommenteret. Men noget andet, der også blev lagt mærke til, var mine elskede United Nude sko, som flere kommenterede. Trods hælens højde, er det de mest fantastiske sko at have på, og jeg tror bestemt ikke, det var deres skyld, at jeg var lidt træt i benene søndag aften.




5/08/2012

Saltum Uldfestival

Endnu engang forsømmer jeg bloggen, men jeg har travlt med at forberede min deltagelse til Saltum Uldfestival. Jeg har været så heldig at få en lille stand på "sygehuset", hvor jeg kan præsentere mine modeller og sælge mine opskrifter.

Modellerne og opskrifterne er klar, men hvordan præsenterer jeg modellerne bedst? Det optimale ville selvfølgelig være giner, men da jeg kun har en, er dette ikke en mulighed. En anden løsning kunne være at hænge modellerne på et tøjstativ, hvor de let kan tages af bøjlen og evt. prøves. Er der nogen, der har nogle gode ideer, modtages de med kyshånd.

Foruden forberedelserne strikker jeg på en trøje, om den bliver god, ved jeg endnu ikke, men bliver den, som jeg gerne vil have den, kommer der en opskrift på et tidspunkt. Garnet er Recycle Cotton Indigo Tweed fra garnudsalg www.garnudsalg.dk, som i øvrigt er begyndt at forhandle nogle af mine strikkeopskrifter.